BørneRiget er et hospital i verdensklasse, der åbner i København i 2025.

Hospitalet er for børn, unge og fødende og har som mål at bidrage til, at familiernes fysiske og mentale kapacitet har plus på kontoen, uanset om de kommer hjem med sorg eller glæde. De indlagte børn og unge skal opleve deres behandling som en naturlig forlængelse af hjemmet.

Det er med andre ord et anderledes, rørende og visionært projekt.

Det oplevede vi på nærmeste hold til Molecule Morgenmøde den 10. november, hvor Lars Hyldgaard Olesen (programchef, Ole Kirk’s Fond) og Thomas Leth Frandsen (lægelig senior projektchef, BørneRiget) fortalte os om, hvordan BørneRiget vil sætte nye standarder for fremtidens behandling og pleje.

En mere velkendt hverdag

Når børn bliver indlagt, møder de en fremmed og uforudsigelig verden, og hospitaler får centrale roller i mange familiers liv i kortere eller længere perioder.

BørneRiget har som mål, at hospitalsopholdet ikke skal være en afbrydelse af livet. At livet også leves, mens familiemedlemmer er i behandling, og at hospitalet opleves trygt, forudsigeligt og fleksibelt, så hospitalet kan være familiens satellithjem.

At børn kan være børn, også når de er syge eller døende. At mor kan ordne selvangivelse, storebror kan sove middagslur, far kan holde møde og lillesøster kan få legegruppen på besøg. I familiernes egen rytme – ikke tilpasset stuegang og andet. Oftest fortsætter livet jo efterfølgende derhjemme, nogle gange med et familiemedlem mindre, nogle gange med et eller flere nye familiemedlemmer. En hospitalshverdag, der minder om den, familierne kender, gør det nemmere at vende tilbage til hverdagen efterfølgende.

Samarbejde på tværs af faglighed

Sundhedspersonale erkender, at erfaringer med tusinder af børns behandlinger ikke altid er nok til at afkode børns præferencer og behov. Det blev eksempelvis tydeligt, da et indlagt barn fik mulighed for at komme med ét ønske til det nye hospital. (se filmen her, hvis du vil vide, hvad ønsket var).

Frem til åbningen samarbejder et væld af fagligheder derfor på tværs for at afdække behov og problemstillinger, uddanne sig, designe og bygge, så man sikrer sig de bedst mulige rammer.

Det er en proces, hvor intet er givet på forhånd, udover at effekten af de nye tilgange og metoder systematisk overvåges (ved hjælp af patient rapporterede effekter og mål, PREM).

Morgenmødet bød også på indsigter om leg, læger og læring. Flere fik lyst til at komme med på den nyskabende rejse, og partnerskabet udtrykte i høj grad imødekommende, for at flere kan byde ind for at kvalificere, lære og deltage.

Deltagerne fik efterfølgende Thomas og Lars’ præsentation tilsendt. Info om BørneRiget kan desuden findes her og her.

Hurra for nytænkning, kreativitet og fællesskaber!

Bag BørneRiget står et partnerskab mellem Rigshospitalet, Ole Kirk’s Fond og Region Hovedstaden.