Der var fuldt hus, da Karin Friis Bach, formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner og medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden var gæst på Molecule Morgenmøde den 23. november. Hun introducerede sin vision for danskerne sundhed med et billede af fjeldvandrende sunde nordmænd. Dermed prikkede hun til det nordiske konkurrencegen men hendes pointe er, at sundhed primært skabes uden for sundhedsvæsnet. Og Karins centrale budskab er, at ansvaret for sundheden ikke alene hører hjemme i regioner, Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen.

”Visiteret til DIT og DAT” trumfer ”borgerens behov for DUT”

”Vores sundhed bliver påvirket af beslutninger relateret til blandt andet beskæftigelse, det sociale område og transportområdet. Derfor skal vi tænke på sundhed i langt bredere forstand, som vi er ved at lære at gøre det på klimaområdet,” sagde hun og fortsatte:

”Tænk f.eks. på ensomhed, som er en kæmpe risikofaktor i forhold til sundhed, hvor vi ved, at personer med stærke relationer klarer sig bedre, også gennem et sygdomsforløb. Det er et område, der hører hjemme i social- og ældreministeriet i dag, men jeg synes ikke, det giver så meget mening, at social- og ældreområdet er så adskilt fra sundhedsområdet.”

De stive ressortområder passer ikke til langsigtede rammer for forebyggelse eller til fleksible og gode løsninger for borgerne. Tilsvarende er det vanskeligt for borgerne at forstå de meget forskellige mekanismer, der driver tilbuddene i kommuner og i regioner.

Sæt faglighederne fri

Hvor man i regionerne og på hospitalerne primært lader ydelserne til den enkelte borger være op til behandlingernes vurdering, har man i kommunerne en visitator, der vurderer præcis, hvilken ydelse den pågældende borger har ret til. Hvis en borger har fået visiteret hjælp til, at der støvsuges, så kan det som udgangspunkt ikke substitueres med noget andet, selvom man møder en borger, der i situationen har behov for noget helt andet end at få støvsuget.

De stive opdelinger matcher ikke den retning, vi er nødt til at bevæge os for at kunne have en offentlig sektor, der matcher borgernes behov med tilgængelige ressourcer. Fremtiden kræver, at langt færre personer indlægges, og forebyggelsen, sundheden og helhedssynet skal styrkes. Det gælder i regionerne. Det gælder det omgivende samfund. Og det gælder i særdeleshed i kommunerne, hvor Karin tilføjede: ”Det kommunale sundhedsvæsen har slet ikke fået midler nok til at følge med udviklingen, så der skal virkeligt ske noget, hvis vi skal lykkes med bedre trivsel og sundhed.”

Danskernes sundhed er et fælles anliggende

Hun understregede, at der allerede er bevægelser i gang i forhold til at sikre bedre samarbejde mellem hospitaler, kommuner og almen praksis og henviste fx til Region Hovedstadens aftale om udvidet behandlingsansvar. En aftale hvor hospitalsafdelinger, der udskriver færdigbehandlede patienter, i 72 timer herefter påtager sig ansvaret for at sikre, at alle parter omkring borgeren nemt kan få relevant lægefaglig rådgivning, at det er nemt at koordinere og samarbejde omkring borgeren og understøtter så gode rammer som muligt for at skabe tryghed for borgerne og for at undgå genindlæggelse. Karin nævnte, at hun også gerne ser, at samarbejdet mellem kommuner og regioner tilsvarende styrkes på andre områder. Her greb hun i egen barm og inkluderede som eksempel også de organisatoriske og politiske niveauer i KL og Danske Regioner.

Min sundhed er mit ansvar

Karin Friis Bach talte om ansvar, rettigheder og prioriteringer. Hvordan offentlige opgaver kan risikere at signalere, at borgerens egen rolle og ansvar er uvæsentlig. Karin efterlyste input til, hvordan vi kan motivere omsorg for egen krop og sind. Hun understregede, at services fra det offentlige ikke fratager individets ansvar; for at søge hjælp, når noget ikke fungerer, og f.eks. for at undersøge sine bryster, selvom man indkaldes til screeninger osv.

De mest alvorlige lidelser skal forrest i køen

Retten til hurtig udredning er i Karins optik meningsfuld, fordi det er en forudsætning for at kunne identificere hvem, der kan hjælpes, og for at kunne prioritere disse borgere efter lidelsens alvor.

Hun nævnte, at behandlingsgarantiens automatik derimod risikerer manglende forståelse for at situationer med knappe ressourcer kan kræve, at nogle mindre alvorlige tilfælde venter lidt længere for at sikre, at de alvorlige tilfælde bliver prioriteret først. Ifølge hende er behandlingsgarantien problematisk, fordi den stiller alle lidelser lige.

I den ene ende af skalaen er de velafgrænsede og ukomplicerede lidelser, som nemt kan behandles på privathospitaler, og som aktuelt også ofte bliver behandlet på privathospitaler. Det betyder, at når de offentlige hospitaler skal prioritere personale til udredning og til de akutte og livstruende tilstande, så kan der alene tages personale fra de afdelinger, der behandler de mere komplicerede patienter. Det er de patienter, der lige nu venter og ofte oplever, at behandlinger bliver udsat gentagne gange. Det er patienter, hvis liv ikke er truet, men hvis livskvalitet er.

”Så længe vi har mangel på sundhedspersonale, så længe vi har pukler, så vil vi som samfund stå bedre ved at prioritere de mest alvorlige behandlinger først. Privathospitaler er et godt supplement til vores sundhedsvæsen, men vi står i en situation lige nu, hvor jeg vurderer, at vores ressourcer bliver brugt bedre, hvis det sundhedsfaglige personale kan få lov at prioritere borgernes behandlinger frem for en politisk arbitrær prioritering”.

Vi skal alle – også almen praksis – blive bedre til at trække på samme hammel

Mere lighed i sundhed kræver mod til at behandle folk forskelligt og handler om, at tage udgangspunkt i borgernes behov, fremfor en politisk besluttet garanti, der vurderer alle lidelser lige vigtige. Det foranledigede spørgsmål om, hvordan der kan arbejdes med at udligne uligheden mellem regionerne?

Karin svarede: ”Det er noget vi arbejder på, og som vi er meget bevidste om. Vi bør hjælpe regionerne, der er pressede som fx Region Sjælland. I dag kommer der busser til Rigshospitalet med patienter fra Region Sjælland, men det kan systematiseres bedre. Her kunne det være en ide med faste samarbejder mellem hospitaler på tværs af regioner. I dag kan vi flytte hospitalslæger rundt internt i regionerne, men vi kan ikke sende dem over regionsgrænserne. Det bør måske fremover kunne lade sig gøre, for de læger som gerne vil det”.

Det førte til en række kommentarer og spørgsmål om praksissektoren, hvor Karin sagde, ”Praksissektoren er vigtig, og også her hvor de fleste bliver færdigbehandlede. Samtidig er der nogle aftalemæssige rammer, der sætter uhensigtsmæssige grænser for f.eks. brugen af speciallægepraksis. Her ser jeg gerne, at vi også sætter speciallægepraksis fri, netop fordi vi får så meget for pengene i den sektor. Almen praksis, som varetager de store folkesygdomme, er nogle steder virkelig gode til at sikre, at borgerne hjælpes på borgernes præmisser, at forebygge, samarbejde og sikre velbehandlede borgere. Men der er desværre også områder, hvor almen praksis er lidt stive. For eksempel oplever nogle borgere, at det er svært at få fat i lægen. Det betyder, at opkald til akuttelefonerne boomer, når de åbner. Det er faktisk meningen, at almen praksis skal være tilgængelig for borgerne i åbningstiden. De skal også passe på, hvis de ikke vil overhales indenom af nye spillere, hvor samarbejde og tilgængelighed er i højsæde”.

Fra dansk kernevelfærd til kernesunde danskere

Mange af de ting du nævner, har længe været en udfordring for os – er det ikke på tide at kigge på en anden model med flere incitamenter på tværs?

”Det er rigtigt, at mange af barriererne har været der længe, men jeg synes, at der er en større åbenhed i forhold til at tale om reformer, end der har været længe – det så vi også i valgkampen. Jeg ser f.eks. gerne reformer, der får de forskellige siloer i sundhedsvæsenet til at hænge meget bedre sammen.”

I Karin Friis Bachs fremtidsvision bliver vi danskere bedre til gennem hele livet at stimulere trivsel, fællesskaber, bevægelse og frisk luft, så vi i sidste ende får relativt mindre brug for det specialiserede sundhedsvæsen. Ikke at vi skal blive norske fjeldvandrere, men meget gerne sunde danskere, der tager ansvar for egen sundhed og hjælper dem, der lige nu har sværere ved selv at gøre det.

Det blev en interessant time, som umiddelbart viste politisk vilje til opgør med uhensigtsmæssigheder, som understregede, at den største indflydelse på sundheden er vores opvækst, forældre og sociale omgivelser, og som pegede på mange områder, hvor vi kan gøre det meget bedre for mere sundhed, og væsentligst kan vi sammen gøre mere for, at færre har det dårligt.

Referent Signe Gry Baad, Molecule